Det Grønlandske Selskab inviterer:
Grønlands varme kilder v/Professor Michael Kühl, Københavns Universitet
september 24 @ 19:00

Foto: Michael Kühl indsamler biofilm i en 55 grader varm kilde i Knighton Bugt, Blosseville Kyst, Østgrønland. I kilden dannes flere cm tykke orange belægninger af biofilm, der opbygges af cyanobakterier indlejret i slimstoffer, som de udskiller.
Foto: Christiane Leister; fra Kühl og Colgan, 2025.
Kortlægning af Grønlands Varme kilder og deres Mikrobielle Liv.
Varme kilder er udbredt i Grønland, hvor der indtil videre er beskrevet >380 kilder, som udgør en unik naturtype der også er omfattet af naturbeskyttelse. Men mange kilder er slet ikke eller meget lidt udforskede. De varmeste kilder findes på Østgrønlands barske kystområder nord og syd for the store Scoresbysund fjordsystem på hhv. Liverpool Land og Blosseville Kyst. Her er kildevandets temperatur så høj (>43-62 grader Celsius) at flercellet liv ikke kan trives – meget lig de varme kilder man finder f.eks. i Yellowstone Nationalpark og Island. Kilderne huser til gengæld et frodigt liv af mikroorganismer, som har tilpasset sig de ekstreme miljøforhold, hvor både varme, lys og mørke er udfordringer. Det varme vand giver også anledning til et mildt mikroklima omkring kilderne, som danner grobund for tæt vegetation inkl. sjældne plantearter. I foredraget vil Michael Kühl beskrive arbejdet med at kortlægge varme kilder i Grønland med specielt fokus på de Østgrønlandske kilder og deres mikrobielle liv.
Om foredragsholderen
De varme kilder i Østgrønland har længe været i fokus for Michael Kühl, Professor i Akvatisk Mikrobiologi ved Københavns Universitet, via feltarbejde ved flere kildeområder i 2003 og 2023. Sammen med glaciologerne Eva Bendix Nielsen, William Colgan og andre kolleger fra GEUS, Københavns Universitet, Grønlands Naturinstitut, Island og Sverige har Michael Kühl i 2025-2026 udført et større detektivarbejde for at kortlægge og udarbejde den første database over forekomsten af varme kilder i Grønland. Arbejdet er fortsat med en felt-ekspedition finansieret af Carlsbergfondet i sommeren 2026.
Gæster (ikke-medlemmer) er velkomne mod entré. Arrangementet kræver ingen tilmelding på forhånd. Der serveres kaffe/the og småkager og der kan købes vin, øl og vand.
