Det Grønlandske Selskab blev stiftet i 1905. Selskabet har som formål at orientere om og opbygge gode relationer til Grønland. Målet med aktiviteterne er derfor at styrke kendskabet til først og fremmest det grønlandske samfund, men også det arktiske område som helhed, samt støtte det dansk-grønlandske samarbejde, og i forlængelse heraf skabe en god ramme for grønlandsinteresseredes samvær.
Med dette formål for øje arrangerer Selskabet foredrags- og debataftener, samt udgiver Tidsskriftet Grønland, netmagasin Polarfronten og en række af særskrifter.
I Det Grønlandske Selskab indgår også Kunstudvalget ARON og Studenterforum. Selskabets sekretariat har til huse i Charlottenlund. Det grønlandske Selskab er stiftet 4. november 1905. Siden 2012 er netmagasin Polarfronten en del af Det grønlandske Selskab og har redaktionslokale i Det Arktiske Hus i Strandgade på Christianshavn.